Nyheder

Ny direktør til Renew Energy A/S

31. maj 2017 09:11

Bioenergi-virksomheden Renew Energy A/S får ny administrerende direktør

Den 1. juli 2017 sætter Jesper Bang Andersen sig i direktørstolen hos ingeniørvirksomheden Renew Energy A/S, hvor han afløser Lars Brodersen Holm.

”Med sin unikke erfaring inden for kommerciel udvikling af energiteknologi er vi sikre på, at Jesper Bang Andersen kan tilføre stor værdi og sikre, at Renew Energy’s nuværende og kommende projekter bliver kommercielle succeser for både os og vores kunder, så vi får en solid base at udvide forretningen fra”, siger Renew Energys bestyrelsesformand, Morten Barrit Kraft.

Jesper Bang Andersen er uddannet økonom og har endvidere en uddannelse i henholdsvis innovationsledelse fra DTU og mediation fra Københavns Universitet. Han er tillige partner i konsulentvirksomheden Doublesculler ApS, hvor han rådgiver om udvikling og kommercialisering af energiteknologi. Før det har han været forretningsudvikler og partnerskabschef i energisektoren.

Selv siger Jesper Bang Andersen, at opgaven som administrerende direktør i Renew Energy er rigtig spændende.

”Jeg synes, Renew Energy har en helt enestående og banebrydende teknologi, og med- arbejderne er nogle af de mest kompetente inden for deres område. Derfor måtte jeg sige ja, da jeg fik tilbuddet," siger han.

Svendborgvirksomheden Renew Energy er eksperter i at projektere og optimere biogasanlæg. Virksomhedens teknologi kan ikke alene sikre en høj og stabil produktion fra biogasanlæg, den kan også som en af de eneste i verden genvinde de næringsstoffer, der er i biomassen, så de efterfølgende kan anvendes som gødning. Virksomheden har sammen med partnere udviklet og gennemført projekter i blandt andet Litauen, Polen, USA og Danmark. Senest som rådgiver ved Danmarks største økologiske biogasanlæg, Nature Energy Månsson i Brande, og som rådgiver for et stort biogasanlæg i New Jersey, USA, der behandler madaffald.

 

Morten Barrit Kraft

Bestyrelsesformand